Agencia Prensa Rural
Indholdsoversigt
Suscríbete a servicioprensarural

Colombias finanslov 2016
Militærbudget øges til 75 milliarder
Colombias regering forhandler fred med oprørsbevægelsen FARC, men den styrker militæret alligevel.
Arbejderen / onsdag 19. august 2015
 
Colombia har en af de største hære i Latinamerika og et tæt samarbejde med USA, der har syv baser i Colombia. Her en antiguerilla-enhed; de såkaldte "Lanceros".
FOTO: Dick Emanuelsson

Regeringen i Colombia har netop fremlagt sin finanslov for 2016. Tallene afslører, at regeringen vil bruge mere på militæret trods fredsforhandlingerne med FARC, og at regeringen ikke afsætter penge til at gennemføre en udviklingsplan for landdistrikterne, som er aftalt.

Desuden hænger budgettet ikke sammen, fordi statens indtægter vil falde på grund af frihandelsaftaler med blandt andet EU. Det skriver ugeavisen VOZ, der udgives af Colombias Kommunistiske Parti.

Militærudgifterne stiger med 8,3 procent til 30 billioner pesos. Stigningen er på, hvad der svarer til seks milliarder danske kroner, og det samlede militærbudget på 30 billioner pesos svarer til 75 milliarder danske kroner.

Colombia er USA’s nære allierede. USA har syv militærbaser i forskellige dele af Colombia – to af dem ligger tæt på grænsen til Venezuela.

Modsat militæret er bevillingerne til at gennemføre en aftalt udviklingsplan for landdistrikterne, der er indgået som en del af fredsprocessen mellem regeringen og FARC, blevet barberet ned. Der er afsat 2,4 billioner pesos (seks milliarder kroner). Det er næsten en halvering i forhold til i år.

Hele 25 procent af statens udgifter går til at betale renter og afdrag på statens lån, og finanslovens bundlinje viser et underskud på ni billioner pesos.

Men det er urealistisk, skriver VOZ. Underskuddet bliver meget større, fordi staten mister toldindtægter på grund af frihandelsaftaler blandt andet med EU.