Agencia Prensa Rural
Indholdsoversigt
Suscríbete a servicioprensarural

Interview med FARC´s forhandlingsleder Iván Márquez
Internationalt Forum / lørdag 7. september 2013
 

"En jordreform er helt nødvendig, hvis Colombia skal udvikle sig og blive et mere retfærdigt samfund.

Hvis du ser på hvordan jorden i Colombia er fordelt i dag, er det klart hvorfor: 1,3 % af befolkningen råder over 53 % af jorden. Colombia er i dag det mest ulige land i Latinamerika efter Haiti."

I har netop offentliggjort en længe ventet aftale med Colombias regering om en jordreform. Hvorfor er den så vigtig?

En jordreform er helt nødvendig, hvis Colombia skal udvikle sig og blive et mere retfærdigt samfund.

Hvis du ser på hvordan jorden i Colombia er fordelt i dag, er det klart hvorfor: 1,3 % af befolkningen råder over 53 % af jorden. Colombia er i dag det mest ulige land i Latinamerika efter Haiti.

Vi har 119 millioner hektar landbrugsjord. 1/3 af arealet - 40 millioner hektar - ejes af kvægavlere der udnytter jorden ekstensivt. En 1/3 eller godt 39 millioner hektar bruges i dag til minedrift og andre slags udvinding af naturresurser, som transnationale selskaber står for. Den sidste 1/3 udnyttes til skovbrug, dvs. til biobrændsel, der eksporteres. Kun 3,9 millioner hektar udnyttes i dag til landbrugsproduktion.

Colombia var selvforsynende af fødevarer indtil for kort tid siden. Nu importerer vi 10 millioner tons fødevarer hvert år i stedet for at dyrke dem selv.

En jordreform har været et af guerrillaens vigtigste krav til skiftende regeringer i over 40 år. Hvad er det vigtigste punkt hvor regeringen har givet sig? Og hvor den ikke har?

Lad mig starte dér hvor regeringen ikke vil give sig. Regeringen vil ikke angribe de store jordejere. De store godsejere i landet har kæmpe besiddelser, der ikke producerer noget og som ikke betaler skat. Vi ønsker at begrænse deres territorier, men det er regeringen imod.

Er I inspireret af jordreformer i nabolande som Bolivia og Venezuela?

Ja, helt klart. Vi ønsker også at uddele den jord, der ikke producerer noget, til bønderne.

Men man skal gøre sig klart, at regeringen faktisk ikke er interesseret i at modernisere landbruget. FARC har udgivet 100 forslag til at modernisere landbruget i Colombia. Vi vil gerne straffe de ejendomme, som ikke producerer noget, ved at pålægge dem højere skatter. Det ønsker regeringen heller ikke. Regeringen tror, at hvis man angriber godsejerne, vil deres paramilitære grupper blive vakt til live igen. Vi mener derimod, at jordejernes magt hænger sammen med statens magt. Regeringen handler ikke direkte på vegne af godsejerne. Men politikerne har åbnet landet op for de transnationale selskaber, fx til fordel for minedrift. Derfor vil godsejerne sælge eller udleje jorden til de transnationale selskaber. Det betyder, at godsejerne bliver belønnet for at have uproduktiv jord, som de nemt kan sælge videre.

Men selve godsejervældet er ikke løst i den fremlagte aftale. Det tema er i stedet lagt på køl.

Det samme gælder minedrift og energiudvinding. Det gælder overleveringen af Colombias jord til udenlandske selskaber. Og frihandelsaftalernes indvirkning på Colombias landbrugsproduktion.

Og sådan er det også med alle de præcise definitioner og tal i den statslige jordfond, vi har fået igennem i aftalen. Men selve vores forslag om en jordfond er regeringen gået med til. Det er en stor sejr for guerrillaen.

Når vi når i mål med hele aftalen, må de spørgsmål, der stadig ikke er løst, gå videre til en grundlovgivende forsamling.

Befolkningen generelt er meget meget tilfreds med jordaftalen. Men de fleste kender ikke til uenighederne. Men nu må vi ud og forklare befolkningen, hvad det går ud på. Det skal ikke være en hemmelig pagt med regeringen. Folk skal vide, hvad vi diskuterer.

Både præsident Santos og regeringens forhandlingsleder Humberto de la Calle har sagt offentligt, at regeringens økonomiske politik ikke er til diskussion i fredsforhandlingerne. Men den økonomiske politik hænger jo tæt sammen med jordspørgsmålet. Så den økonomiske politisk er nødt til at være en del af dette første tema på dagsordenen. Vi er nødt til at beskytte vores naturresurser, som på sigt skal være med til at løse vores sociale problemer i landet – og ikke bare belønne transtionale selskaber og en regering, som lader selskaberne hive Colombias resurser ud af landet.

At hive råstoffer op af undergrunden har også samfundsmæssige og miljømæssige konsekvenser: Miljøkatastrofer fx i forbindelse med olieudvinding, guldminer og store åbne kulminer. Vandet bliver forurenet, og der sker stor skade på den økologiske balance.

Hvordan er jordaftalen blevet modtaget i Colombia - både af fredsprocessens støtter og modstandere?

Aftalen om jord har skabt stor optimisme. Dele af befolkningen, som har været passive hidtil, siger nu åbent, at de tror på fredsprocessen. Nu kræver de, at processen går videre, fordi de tror på, det er muligt at opnå fred efter 50 års borgerkrig.

De der er imod forhandlingerne er jordejerne i FEDEGAN (godsejernes organisation) og Uribe (præsident 2002-2010). De ved godt, temaet om jord ikke er gennemdiskuteret endnu. Men de er bange for de temaer, der mangler at blive taget hånd om.

Bondeorganisationerne derimod er optimister. De ser denne aftale som et første skridt.

Hvad der kan presse regeringen til indrømmelser om de resterende temaer? Det kan et stærkt folkeligt pres. Og det kan en ny grundlovgivende forsamling!

Aftalen siger, at al jord, som dyrkes af bønder i dag, skal formaliseres. Bønderne skal eje deres egen jord. Det er en stor sejr, at det er lykkedes at få regeringen til at give den indrømmelse. Og for første gang kommer almindelige arbejdsforhold til at gælde for bøndernes arbejde. Mindsteløn eksempelvis. Den har bønderne aldrig tidligere haft ret til for deres arbejde på landet. Aftalen siger, at fra nu af skal bønderne have mindsteløn, ret til ferie og ret til lægehjælp. Det er rettigheder, som er indskrevet i forfatningen. Aftalen indeholder løfter om at bygge skoler og veje, sørge for internet, vand og elektricitet på landet og ikke mindst skabe et marked til bøndernes produkter. Det er klart, det indtil videre bare er løfter. Der kommer en stor diskussion senere, om hvordan løfterne skal opfyldes. Regeringen har det fint med at godkende en pakke løfter. Så vil de sige: Her er aftalen. For at realisere den skal guerrillaen nedlægge våbnene, så regeringen kan begynde at opfylde aftalen uden væbnet pres. Og der er ingen tidsfrist for at opfylde aftalen. Den endelige fredsaftale skal være på plads inden 4 måneder, siger regeringen. Men aftalen skal opfyldes inden for f.eks. 10 år eller længere.

FARC ønsker at indgå en gensidig våbenhvile mens aftalen opfyldes. Ligesom man gjorde i Nordirland og andre steder. Der havde man en langvarig våbenhvile. Men det er ikke noget vi har diskuteret endnu.

Der er en anden seriøs diskussion undervejs: Ofrene for krigen. Hvad tænker vi om dem? De mange ofre er en tragedie. Men ofrene er ofre for konflikten. Regeringen siger, ofrene er ofre for guerillaen. Virkeligheden er, at staten er den vigtigste forbryder, både gennem handling og hensigt, dvs. når staten tillader de paramilitære grupper at fordrive folk og tilrane sig jord.

Regeringen ønsker at fremstå som engle, som ikke har noget ansvar for konflikten. Men staten bærer det historiske ansvar. Vi er i gang med at samle vidnesbyrd tilbage fra 1930 og frem, for at dokumentere statens ansvar for det, der er sket under konflikten. Hvad skete der egentlig? Der var mere end 300.000 ofre for ”La Violencia”. Folks jord er blevet røvet fra dem. Der var angrebet på Marquetalia. Og senere: Folkemordet på Unión Patriótica. De falske beviser ”los falsos positivos” som landets elite har ansvaret for at have givet ordre til. Vores holdning er at en konflikt skaber ofre. Vi beklager det dybt. FARC har ikke planlagt en eneste aktion for at angribe civilbefolkningen. Vi har aldrig systematisk angrebet civile. Det er relevante fakta at have med.

Hvad er de vigtigste forskelle på denne og tidligere fredsprocesser, som er mislykkedes?

Vi har mere grund til optimisme i dag, fordi befolkningen vil have fred. 80 % støtter fredsprocessen.

Dette er ikke en proces som den i Caguán. For Pastrana´s (præsident 1998-2002) og den daværende regerings primære mål med fredsprocessen dengang var at vinde tid, mens de samtidig tilrettelagde den militære Plan Colombia. Planen var at restrukturere de væbnede styrker i samarbejde med USA´s Sydkommando. De brugte enhver undskyldning for at afbryde processen undervejs. Der var ikke vilje til at opnå fred.

Guerillaen har altid arbejdet for fred og søgt en politisk løsning, men døren har været lukket indtil i dag. Nu taler regeringen om fred. Santos siger, han vil gå over i historien som den præsident, der fik freden i hus. Det er tre faktorer, som skaber en gunstig atmosfære. Det er klart, at regeringen samtidig går ind i dialogen ud fra en kalkyle om, at de militære angreb de seneste år har svækket guerillaen. Så de tænker, at de i en forhandling kan få guerillaen i knæ. At de sejre de ikke kan opnå på slagmarken, kan de nu opnå ved bordet. Men de kender ikke FARC, vores høje moral og vores løfter overfor de svageste i samfundet. Der har været meget hårde militære slag. Men tabene har været på begge sider. Vi føler os ikke overvundet.

USA er mere mindet på en politisk løsning i Colombia i dag og er kommet med udtalelser, som støtter en forhandlet løsning. Også vores latinamerikanske naboer, både regeringer og befolkninger, står sammen om ønsket om fred i Colombia. De ser det som en styrkelse af freden i hele regionen. Det tror jeg, de har ret i. Vi hører også mange stemmer fra Europa, som støtter en politisk løsning. Vatikanet f.eks! Latinamerikanske regeringer, som taler med paven, beder altid om, at Vatikanet skal mægle i konfliften Colombia. Så der er en steming for forsoning og fred.

Hvad betyder det for den offentlige debat i Colombia, at der nu finder en dialog sted i Havana?

Vi har en kommunikationsgruppe her i Havanna, som er ansvarlig for at holde kontakten med de sociale bevægelser i Colombia. Vi har langdistancekontakt med mange forskellige mennesker og grupper på videochat, især universitetsstuderende. Vi sender vores meddelelser ud til bøndernes organisationer. Vi forbereder lige nu en fælles chat og udveksling af ideer i slumkvartererne i de store byer. Vi har en freds-blog, hvor folk kan skrive deres mening, og hvor vi offentliggør vores forhandlingsdokumenter. Vi er på facebook og twitter, og vi har startet en digital radiokanal. Der er mange måder at have kontakt med folk. Der er blot ét problem: Regeringen har tænkt sig at retsforfølge de folk, der kommer her til Havana for at samtale med FARC. Der er en tæt forbindelse mellem Colombias myndigheder og USA’s efterretningstjeneste for at stemple de folk, der rejser hertil. De mener stadig, vi er en illegal organisation, og at det kun er regeringen selv der har lov at tale med guerillaen, indtil vi nedlægger våbnene. Men hvordan skal vi skabe fred og inddragelse på den måde? For vores eget vedkommende har vi blot fået tilsidesat arrestordrerne i en periode.

Hvordan skal venstrefløjen forholde sig til valget i 2014?

Har FARC planer om at stifte et politisk parti, eller vil medlemmerne slutte sig til eksisterende bevægelser og partier?

Vi arbejder intenst for at gøre det muligt at deltage i det åbne politiske liv. Det handler det næste tema i forhandlingerne om: Politisk deltagelse. Den diskussion skal åbne dørene for at egentligt demokrati i Colombia. Et demokrati hvor det er befolkningen der spiller hovedrollen. Vi skal nå frem til en grundlæggende forandring, både politisk, økonomisk og socialt. Ja, det håber vi bliver muligt med de næste diskussioner og det næste punkt på dagsordenen. Vi lægger meget vægt på en ny grundlovgivende forsamling som det bedste redskab til at inddrage befolkningen i det, der skal ske. Den ny forfatning skal være en del af den endelige fredsaftale. Vi forstår en ny forfatning som en form for fredstraktat, som vil give juridisk sikkerhed til aftalen. Et solidt fundament for forsoning blandt colombianerne. Vi har fra starten fremlagt kravet om en ny grundlovgivende forsamling for regeringen. Regeringen derimod taler om en folkeafstemning. Forskellen for os er, at en folkeafstemning ikke dur som middel til at inddrage befolkningen i det, der foregår. Det er jo folks levevilkår og livsbetingelser, det handler om. Befolkningen må have ret til selv at bestemme over egne livsvilkår.

Via ”tematiske forsamlinger” i Bogotá, som forhandlingerne har stået for i samarbejde med FN og med det nationale universitet, har sociale bevægelser, interesseorganisationer og eksperter deltaget, og efter to dages diskussion blev konklusionerne præsenteret. Parterne lovede at tage de konklusionerne med i dialogen. Regeringen har dog ikke givet opmærksomhed til det. Men guerrillaen bruger argumenterne i forhandlingerne. Med andre ord - guerillaen er blevet en garant for befolkningens ønsker. Ikke kun for bønder, men også for folk som bor i byen. Vi tager også de konklusioner med, som kommer ud af de regionle fredskonferencer, som Marcha Patriótica holder.

Vi ved, der har været en stor debat allerede. Regeringen er ikke enig i forslaget om en grundlovgivende forsamling; de vil have en folkeafstemning som bekræfter en evt. aftale fra Havana. Men en grundlovgivende forsamling kan føre til en reel folkelig diskussion som har magt til at indføre strukturelle forandringer af systemeet – valgsystemet f.eks. For at man faktisk kan deltage i det politisk liv. Colombias valgsystem er i dag kendetegnet ved fusk og stemmekøb.

Vi er i gang med at skrive et ganske kort forslag til regeringen, når næste runde af samtalerne går i gang i morgen. Vi vil foreslå at udsætte præsidentvalget et år - for at i stedet udnytte tiden til at indkalde den grundlovgivende forsamling.

Vi inviterer alle sektorer i samfundet og sender forslaget til kongresmedlemmerne, til fagforeninger og interesseorganisationer - Lad os åbne en national debat om at udsætte præsidentvalget og valgene af byrådsmedlemmer, borgmestre, regioner, guvernører og senatorer.

Det er fundamentet for at give plads til at skabe en fredsaftale. Regeringen har ønsket en såkaldt ”ekspres-fred”, som begrænser os med deadlines for valg og lovgivning. Vi siger derimod, der er brug for den nødvendige tid. Vi foreslår at give plads til en grundlovgivende forsamling, for at det er befolkningen – eller rettere den grundlovgivende forsamling - som tilrettelægger de politiske, økonomiske og sociale forandringer, der skal til for at skabe freden. Den grundlovgivende forsamling skal også løse de punkter, hvor vi stadig er uenige efter diskussionerne indtil nu.

Hvilken rolle spiller de andre involverede lande – Cuba, Venezuela, Norge, Chile?

Og hvad med jeres latinamerikanske naboer, som før har spillet en positiv rolle for fred?

Venezuelas rolle som ledsager og garant i processen har været afgørende. Uden støtte fra Venezuela havde etableringen af forhandlingerne ikke været mulig i Havanna. Det giver FARC tillid, at Venezuela er med. Vi havde tillid til præsident Chávez. Og da han døde, bad vi officielt den nye regering i Venezuela, om de offentligt ville svare på, om der vlle være den samme opbakning. Præsident Maduro sagde at, ja, han går også ind for fred mellem Colombias regering og FARC.

Cubas regering spiller en rolle som ”garant”, dvs. de er altid med ved bordet . De er en slags obervatør, som siger deres mening om forslagene og aftalerne. Sammen med Norge, som også er garant og til stede ved forhandlingsbordet - Norge og Cuba ved hver deres ende af bordet. De er vidner. Det er vigtigt. Vigtigst er Cuba, fordi de er vært for forhandlingerne og udviser stor respekt over for begge delegationer, både regeringen og FARC. De stiller hele deres logistiske kapacitet til rådighed. Det letter forhandlingerne. Vi tror, de af hele hjertet ønsker fred i Colombia.

Chile og Venezuela er ledsagere. Deres to ambassadører står for det, Roy Chaderton fra Venezuela og Milenko Skonic fra Chile. De følger med løbende og bidrager også med deres mening.

Hvad har været den særligste oplevelse i løbet af denne proces?

At kunne snakke med min modstander på slagmarken, fx at snakke med general Enrique Mora Rangel i løbet af disse forhandlinger. Afklaring skaber mulighed for at opnå enighed. Vi tror, det er nemmere at nå en forståelse mellem militære folk, som faktisk har oplevet krigen og konfrontationen. Vi ved, at det er nødvendigt at finde en forhandlet løsning på krigen. Det er han også klar over.

Andre smukke øjeblikke i denne proces er, når folk ser os på gaden i Havanna. Cubanere, venezuelanere, ecuatorianere, mexikanere, argentinere og brasilianere kommer hen og giver knus, tager fotos sammen med os og giver os gejst til at fortsætte. Det er meget specielt at ses med folk på gaden i det gamle Havanna, når vi går tur ind imellem. Folk kan altid genkende os og hilser med stor ømhed.