Hvad er Marcha Patriótica?

Marcha Patriótica samler mere end 2.000 sociale og politiske organisationer, studerende, kvinder, miljøorganisationer og andre former for organisering i Colombia.

Vi er gået sammen om at skabe et politisk alternativ i Colombia, der kan lede frem til forandringer i tråd med dem, der sker i disse år i resten af Latinamerika. Vi er en social og politisk bevægelse, som viser de sociale bevægelsers genopståen i Colombia efter mange års voldsom undertrykkelse og neoliberalisme.

Læs også Modkraft-artiklen »Oppositonsleder arresteret i Colombia« om arrestationen af Francisco Toloza den 4. januar 2014

Hvordan er det lykkedes at overbevise så mange organisationer om at slutte sig til et fælles initiativ?

I 2010 indkaldte vi til det første åbne folkemøde for at diskutere en fælles platform. Det har været et intenst arbejde for at nærme os hinanden og finde de krav, vi har til fælles. Og efterhånden, som vi får en fælles platform for enhed, slutter flere og flere sig til.

Hvilke forandringer i Latinamerika er det I henviser til?

I dag er Latinamerika et kontinent, hvor der er klar modstand, og der bliver sat spørgsmålstegn ved den herskende globale økonomiske model. Også selv om vejen mod en anden model ikke er klar.

I 1990’erne bliver den neoliberale model indført over hele Latinamerika, som en kopi af den chilenske model under Pinochet.

Men i slut-90’erne kommer det første brud med den model, da Hugo Chávez vinder valget i Venezuela. Fra det tidspunkt begynder der at udvikle sig forskellige alternativer til neoliberalismen. Der kommer nye politiske bevægelser på banen og også nye alternative regeringer.

På hvilken måde hjælper forandringerne i Latinamerika med til at skabe en ny venstrefløjsbevægelse i Colombia?

Vi har set, hvad der er sket i Bolivia og Venezuela og de mange nye sociale alternativer som har vist sig.

Vi fulgte med i opstanden i Bolivia i 2003 og de nye eksempler på, at de folkelige masser kunne tage magten. I Ecuador så vi, hvordan præsidenter blev væltet én efter én. Det gav os håb.

Selvfølgelig er der begået fejl undervejs. Men tænk, at der faktisk er naturresurser, der er blevet generobret. Der er blevet indført jordreformer. Nye forfatninger. Det er spændende eksempler.

Ikke fordi vi skal kopiere dem direkte. Men vi er oppe imod det samme uhyre – den samme økonomiske model, den samme racisme, undertrykkelse etc. Og de her revolutionære begivenheder har sat vores latinamerikanske forbilleder og tænkere fra modstandskampen og uafhængigheden på tapetet igen: Simón Bolívar, Mariátegui, Tupac Katari, Che, Tupac Amaru. De bliver alle sammen en del af debatten igen.

Hvilken rolle har Marcha Patriótica spillet i de store protester og bondestrejker de seneste måneder?

Den største mobilisering, hvor vi har spillet en ledende rolle, er den store landsdækkende bondestrejke, der startede i august i år, hvor vi blokerede vejene i en hel måned. Det var ikke kun Marcha, der var med, men vi var med til at sætte strejken i gang. Og vi er en del af det nuværende forhandlingsbord med regeringen, for at få aftaler igennem for bønderne og for udvikling af Colombias landområder.

I 2010 demonstrerede vi i Bogotá, og i 2012 lancerede vi vores nye bevægelse og samlede mere end 100.000 på Plaza Bolívar.

I år [2013, red.] indkaldte vi til store demonstrationer for fred som en del af den nye politiske situation i landet med forhandlinger mellem FARC-guerillaen og regeringen.

Med i Marcha er en vigtig del af fagbevægelsen og også studenterbevægelsen, der i 2011 går sammen om en storslået protest imod præsident Santos´ uddannelsesreform, som det lykkes at slå tilbage. Marcha er med alle mobiliseringerne, i de små strejker på skolerne, i minestrejken.

Hvad er de strejkende bønders krav?

For det første at udvikle og styrke bøndernes økonomiske muligheder. Bønderne oplever lige nu frihandelsaftalernes konsekvenser. De aftaler Colombia har indgået med USA, og inden længe følger frihandelsaftalen med EU efter.

Frihandelsaftalens konsekvenser handler også om prisen på landbrugsprodukter og importen af alle de landbrugsvarer, der ødelægger vores nationale fødevaresuverænitet og produktionen af kartofler, ris, løg, kakao, mælk og meget andet.

Politisk handler kravene om at forsvare las zonas de reserva campesina [særligt udpegede områder, hvor bønderne har opnået særlige rettigheder, red]. På regionalt niveau er det krav om veje, infrastruktur mm.

Er I nået frem til et resultat med regeringen eller forhandler bønderne stadig?

Vi er stadig i forhandling, for regeringen er meget utilbøjelig til at lytte til bønderne.

I områder som El Catatumbo har der været interessante resultater og løfter fra regeringen, men generelt går bøndernes krav længere end regeringens vilje.

Regeringen insisterer på, at frihandelsaftaler og den politiske opskrift, der kommer fra IMF, er vejen frem. Det mener vi er helt forfejlet.

Vi forhandler også om politiske garantier for at stoppe den åbenlyse krig mod bondebevægelserne og den systematiske forfølgelse af bøndernes ledere, som vi har set i Huila og Quindío, og de mange fængslinger som sker lige nu i Putumayo.

Hvordan har regeringen forsøgt at undertrykke protesterne?

Da vi indkaldte til demonstrationerne, opfordrede vi samtidig vores venner i Europa og andre steder til at følge på Youtube, hvordan det særlige uropoliti tæver bønderne og med overdreven magtudøvelse angriber med tåregas og gummikugler. Flere er blevet slået ihjel (i alt 25 i 2013, red.).

Efter demonstrationerne er politiet gået efter bondelederne i Marcha-bevægelsen, og flere har fået domme for oprør og andre falske anklager.

I Huila er fire bondeledere bagefter blevet myrdet pga. deres rolle i strejken. Vores vigtigste bondeleder i Marcha, Hubert Ballesteros, som er næstformand i FENSUAGRO [Forbundet af Colombias bondeorganisationer, red.] medlem af CUT´s ledelse [Colombias LO, red.] er blevet fængslet midt under strejken, på baggrund af en opdigtet anklage om at være medlem af guerillaen.

Hvad betyder den aktuelle fredsproces mellem regeringen og FARC for strejken og protesterne?

For mig er fredsprocessen den vigtigste politiske begivenhed i Colombia i det 21. århundrede. Mange colombianere har store forhåbninger om en fredelig afslutning på den langvarige krig. Nogle af de strejkendes krav er netop punkter ved forhandlingsbordet.

Fredsprocessen følger en dagsorden på seks punkter: Jord og udvikling i Colombias landområder, politisk deltagelse, illegale afgrøder, konfliktens ofre, nedlæggelse af våbnene og til sidst implementering af aftalerne. Selv om de første aftaler kun er delaftaler, er man nået til enighed om vigtige punkter.

Men spørgsmålet om ejerskab til jorden, godsejervældet, frihandelsaftalerne, mineindustrien og de multinationale selskaber, landets fødevareproduktion - de er alle sammen temaer, der har været oppe i forhandlingerne, men regeringen har nægtet at løse dem.

Det vil sige, at de mest afgørende emner for bønderne ikke er blevet løst i forhandlingerne? Tror du stadig det er muligt at nå til en endelig fredsaftale?

Ja. Men ikke kun ved forhandlingsbordet i Havanna. Det er kun ved fælles hjælp fra alle de demokratiske kræfter, at det kan lykkes i en stor fælles fredsaftale.

De sociale bevægelser i Colombia må være en del af fredsaftalerne, som del af en ny grundlovsgivende forsamling, hvor alle de stemmer, der har været ekskluderet, nu er med. Vi taler om en alternativ model for Colombia, ikke nødvendigvis om en revolutionær model, men om en ny model, hvor der er nogle minimumsgarantier, og hvor de sociale bevægelsers historiske fremskridt anerkendes.

Netop på grund af forandringerne i Latinamerika tror vi ikke længere, det er umuligt. For 15 år siden var det helt utænkeligt, at et kontinent, som har været Washingtons baggård, pludselig kan være et globalt samlingspunkt for modstand.

Her er Colombia ingen undtagelse. Her er også kamp og modstand, og jeg tror, det vil være muligt at nå frem til en aftale.

Uden at være naiv selvfølgelig. At der er en dialog betyder ikke, at regeringen er klar til en fredsaftale. Men regeringen var tvunget til at sætte sig ved forhandlingsbordet, fordi der er et stærkt folkeligt ønske om fred, og fordi krigen og oprørsbekæmpelsen ikke giver resultater.

Jeg tror, at historien der skal skrives, vil afhænge af, hvordan den folkelige bevægelse og de demokratiske sektorer handler lige nu.

Begge parter har sagt, de ville inkludere civilsamfundet i processen. Er det sket?

Vi mener ikke, der har været den reelle deltagelse, der er brug for, og vi er ikke en direkte del af forhandlingerne. Regeringen nægter at åbne nye rum for direkte deltagelse.

Men Marcha har været med i alle de officielle fora, der har været. Og vores forslag er blevet brugt, både i jordaftalen og den nye aftale om politisk deltagelse.

Det står stadig ikke klart, hvordan fredsaftalerne skal føres ud i livet. Vi er helt uenige i regeringens forslag om at lægge fredsaftalen ud til folkeafstemning.

Valgsystemet i Colombia er helt utilstrækkeligt til at tage hånd om så komplekse temaer. Vi er nødt til at finde måder, hvor folk bliver inddraget, hvor de sociale bevægelser er med, også Marcha Patriótica.

Hvordan forholder Marcha sig til valget til næste år?

Marcha Patriótica stiller ikke op til valget. Valgsystemet i Colombia er endnu alt for indskrænket. Men vi bakker op om alle de demokratiske kræfter, som alligevel mener, det giver mening at stille op. Vi ønsker dem held og lykke.

Hvem drejer det sig om?

Der er folk fra Marcha, eller folk som står os nær, som godt kan spille en positiv rolle. Poder Ciudadano har sine kandidater, det samme har kommunistpartiet. Iván Cepeda fra Polo Democrático stiller op.

Men for os er freden det vigtigste emne lige nu. Og for at nå dertil er det nødvendigt med en ny forfatning. En gensidig våbenhvile og en grundlovgivende forsamling. Vi vil gerne invitere alle valgets kandidater til at diskutere det tema.

Der er mange, der mener, Marcha er vore dages Unión Patriótica [et venstrefløjsparti, som blev dannet med deltagelse af guerillabevægelsen FARC efter fredsforhandlinger i 1980’erne. I årene efter dannelsen blev mellem 3000 og 5000 af partiets medlemmer, ledere, byrådsmedlemmer og to præsidentkandidater slået ihjel, red.]. Hvad mener du om det?

Det er klart, der er ligheder. Men vi lever samtidig i en anden politisk virkelighed i dag.

Marcha er bannerfører for mange af de samme krav som dengang: Kampen for fred, for demokrati, for en politisk løsning, kravet om en værdig administration fri for korruption. Idealerne fra den første uafhængighed. Kampen for at anerkende folkemordet på Unión Patriótica.

Men der er også forskelle. Marcha definerer sig som en social og politisk bevægelse. Tag for eksempel MAS, den socialistiske bevægelse i Bolivia. En social kamp som højner folks bevidsthed på skolerne, i bydelene, på arbejdspladsen, i slummen, og samtidig en politisk kamp om magten, om staten. Sådan er vi også.

Vi er ikke bare endnu et traditionelt politisk parti, som går efter den politiske magt, men en bevægelse med mange ansigter og fronter. Vi tager nogle af UP´s kampe videre, men der er også kommet nye alternativer til, såsom miljøbevægelser, LGBT-bevægelsen og andre, som nu er med i Marcha.

Ser du en fare for, at Marcha bliver slået ned og udryddet på samme måde som UP?

Ja, hvis du sr på modsætningerne mellem os og dem, der har magten i Colombia. Hvis du ser på de kriminelle metoder, magten benytter sig af i Colombia, så er den fare til stede.

Men den eneste måde, vi kan sørge for, at sådan et folkemord ikke sker igen, er ved at organisere os endnu bedre og ved at sørge for at have international ledsagelse.

Og så holde fast i håbet om, at Colombias skæbne ikke behøver at være endnu 100 års krig.

Christine Lundgaard interviewede Francisco Toloza i december 2013, mens han stadig var på fri fod. Interviewet bringes også i Internationalt Forums tidsskrift GAIA.