Agencia Prensa Rural
Indholdsoversigt
Suscríbete a servicioprensarural

Efter søndagens lokalvalg
Colombias præsident er svækket – fredskræfter styrket
Colombias siddende præsident Duque er sammen med ekspræsident Uribe energiske modstandere af fredsaftalen med FARC fra 2016. Ved søndagens lokalvalg led Duque og Uribe et stort nederlag, der tolkes som et udtryk for befolkningens krav om gennemførelse af aftalen.
Arbejderen / onsdag 30. oktober 2019
 
Lokalvalgene i Colombia gav fremgang til kvindelige politikere. Hovedstaden Bogotá får fra 1. januar Claudia López fra en centrum-venstre-alliance som borgmester. Her stemmeboks på et valgsted i hovedstaden. Foto: Luisa Gonzalez/Reuters/Ritzau Scanpix

Tre resultater gør søndagens lokalvalg i Colombia til noget særligt, skriver nyhedsbureauet Prensa Latina.

Før det første har en kvinde vundet borgmesterposten i hovedstaden Bogotá. For det andet vandt en tidligere FARC-guerilla borgmesterposten i kommunen Turbaco, og for det tredje og mest bemærkelsesværdige så led det højreekstreme parti Demokratisk Center (CD) et stort nederlag og tabte mange borgmester- og guvernørposter.

Partiet CD er stiftet af ekspræsident Álvaro Uribe, der er modstander af den fredsaftale, som hans efterfølger på præsidentposten, Manuel Santos, indgik med FARC-guerillaen. Colombias præsident Iván Duque er Uribes partifælle.

Søndagens valg var de første lokalvalg, siden fredsaftalen blev underskrevet i 2016. Der skulle vælges 1101 borgmestre og kommunalbestyrelser samt 32 guvernører og provinsregeringer. De valgte indsættes den 1. januar 2020 og sidder i fire år.

Uribes og præsident Duques parti tabte borgmesterposterne i en række store byer som hovedstaden Bogotá samt millionbyerne Cali, Barranquilla, Medellín og Cucutá.

Senator Gustavo Petro fra Det Grønne Parti, tidligere borgmester i Bogotá og præsidentkandidat, glæder sig over nederlaget til Uribes Duques parti, som kun vandt to af de 32 guvernørposter:

– Det åbner vejen for, at det colombianske folk kan bevæge sig fremad, siger Petro ifølge Prensa Latina.

Iván Duque vandt præsidentposten i 2018 efter Manuel Santos, der havde forhandlet og underskrevet fredsaftalen med FARC. Duque er meget tæt forbundet med USA og kritiseres for at sabotere fredsaftalens gennemførelse.

"Hvis Iván Duque ikke forstår, at dagens valg også var en folkeafstemning om hans regeringsførelse, og at hans parti har lidt et stort nederlag på nationalt plan, så vil fremtiden bringe flere overraskelser til ham", skriver en kendt tv-journalist ved navn Félix de Bedout på Twitter.

FARC til lokalvalg

Efter indgåelsen af fredsaftalen er FARC-guerillaen opløst, og mange af dens medlemmer er nu aktive i partiet FARC, som står for Folkets Alternative Revolutionære Styrke.

I kommunen Turbaco vandt FARC-politikeren Guillermo Torres borgmesterposten med støtte fra partierne Colombia Humana og Unión Patriotica (UP).

I kommunen Guapi vandt den partiløse Marino Grueso borgmesterposten med støtte fra FARC, UP, Colombia Humana og en social bevægelse for oprindelige folk.

Blot få dage før valget blev endnu en tidligere FARC-guerillasoldat myrdet, og partiet overvejede at trække sig fra lokalvalgene i protest. Alexander Parra blev eksguerillasoldat nummer 168, som er myrdet siden indgåelsen af fredsaftalen.

FARC-partiet besluttede dog at fortsætte valgkampen, og ved en ’fredsvagt’ i hovedstaden Bogotá understregede Victoria Sandino, som er valgt til Senatet for FARC, at partiet står fast på fredsaftalen og "kræver sikkerhedsgarantier fra regeringen", oplyser nyhedsstationen TeleSur.

FARC havde opstillet i alt 308 kandidater ved valgene i 23 provinser – i Colombia betegnet som ’departamenter’ – og i 85 kommuner.

Relativ rolig valgdag

Set i lyset af Colombias blodige politiske forhold forløb valgdagen relativt rolig.

146 personer blev anholdt på dagen for at forstyrre valget eller på mistanke om forsøg på vold eller køb af stemmer.

Der er beretninger om, at en lastbil med stemmesedler blev sat i brand, at der blev fundet en stak udfyldte stemmesedler ved et valgsted, inden det åbnede, og endelig er der flere beretninger om, at personer med tusinder af pesos på sig er blevet arresteret, mistænkt for at købe stemmer.

I kommunen San Onofre blev Silgade Oscar Segunde således taget med 294 millioner pesos, hvilket svarer til knap 600.000 danske kroner.

Et andet sted i landet blev en kvinde taget med en liste på sig over personer, der angiveligt hver skulle have 50.000 pesos for at stemme på en bestemt kandidat, skriver Prensa Latina. 50.000 colombianske pesos svarer til cirka 100 kroner.