Agencia Prensa Rural
Indholdsoversigt
Suscríbete a servicioprensarural

Colombia saboterer kritik i EU
Colombias efterretnings¬tjeneste har opereret i EU for at underminere kritiske EU-røster.
Arbejderen / tirsdag 29. juni 2010
 
– Mit navn er nævnt i DAS’ mapper adskillige gange, siger Paul-Emile Dupret. Han bliver nægtet indrejse i USA med henvisning til, at han er terrorist, fordi han har deltaget i en protest imod Colombias præsident Uribe i EU-parlamentet i 2004.

Har du støttet kampen for menneskerettigheder og demokrati i Colombia offentligt?

Så er du måske endt i en sagsmappe hos specialenheden G-3 i DAS, Colombias efterretningstjenste. G-3 blev oprettet i 2004 med det formål systematisk at overvåge, forfølge og afpresse colombianere og udlændinge, der kæmper for menneskerettigheder og demokrati i Colombia. Hensigten har været, at kvæle kritiske røster med »smædekampagner«, neutralisering« og »juridisk krigsførelse«.

I Europa har G-3 haft en særlig opgave, Operation Europa, som har rettet sig imod EU-parlamentet og flere af dets udvalg, heriblandt udvalget for menneskerettigheder, ifølge den colombianske menneskerets-organisation Oidhaco.

G-3’s lyssky aktiviteter har også været rettet imod FN’s Menneskerettighedsråd, Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, forskellige regeringer i Europa, enkeltpersoner og organisaitoner.

En af dem, der er blevet udsat for G-3’s metoder, er Paul-Emile Dupret jurist fra Belgien og ansat som politisk rådgiver for EU-parlamentets GUE-gruppe, der også tæller Folkebevægelsen mod EU.

– Mit navn er nævnt i DAS’ mapper adskillige gange, siger Paul-Emile Dupret til euobserver.com.

Han mener selv, at det delvist skyldes, at han var involveret i protester mod Colombias præsident Alvaro Uribe, da han besøgte EU-parlamentet i 2004. Flere måneder efter protesten blev Dupret anholdt, da han ankom til USA.

– Jeg blev afhørt, da jeg ankom, sat i fængsel i 24 timer og stillet dusinvis af spørgsmål om min holdning til Colombia. Siden da er jeg blevet hindret adgang til USA. De anser mig for at være terrorist, forklarer Dupret.

Colombias statsadvokat er i gang med at undersøge anklagerne mod DAS og har beslaglagt vigtige dokumenter. Samtidig har den afgående præsident Uribe foreslået en ændring af loven for efterretningstjenesten, som dog endnu ikke er vedtaget.

I EU parlamentets grønne gruppe kræver, at EU-kommissionen tager affære frem for at nøjes med at afvente statsadvokatens undersøgelse i Colombia. Kommissionen er klar over sagen og siger, at den har rejst sagen ved flere lejligheder overfor Colombia. Alligevel har EU lagt sidste hånd på en frihandelsaftale med Colombia i maj.